Keramik har af varierende grunde, mest funktionelle, men også stilistiske, forskellige voluminøse kapaciteter, afhængige af massen, typen og kvantiteten af deres daværende indhold. Mulig brug af keramikken kunne være: madlavning, tør opbevaring, væske opbevaring, mad tilberedelse, servering (individuel eller grupper), etc. For bedst at beskrive disse karakteristikker, har arkæologerne designet lignende metoder for at kvantificere formen på et lerkar. En af de mest sædvanelige måder, var at etablere proportioner, eller rationer mellem forskellige dele af lerkaret, såsom lerkarets højde, rendens diameter, maksimal lerkar diameter, højde til skulder, bund diameter, ’krops’ højden, nakke højden, etc. Hoved begrænsningen, ved at bruge proportioner eller rationer, er at de kun beskriver morfologien af disse lerkar. Et klassisk eksempel er givet af A. O. Shepard som brugte de ‘karakteristiske punkter af et lerkars profil’ for at kalkulere ‘definitive proportioner af individuelle begrænsede lerkar’ (1976: 226, 244). Andre, som J. M. Skibo foretrak at bruge ‘krops’ stykker og proportioner for at sætte lys på det funktionelle aspect af lerkarene (J. M. Skibo 1992). Der var stadig nogle som brugte disse rationer som grund numeriske værdier i statistisk analyse. Så tidligt som 1970erne, banede I. P. Rusanova vej for en statistisk metode baseret på en del variabler for at klassificere keramik af Korchak-Penkovka typen (I. P. Rusanova 1976). Senere, fornyede M. Parczewski den statistiske metode ved at adoptere flere rationer der reflekterede lerkarets form (Parczewski 1991). Andre metoder, foretrækkende adoptionen af rationer som hoved værktøjet for at decifrere lerkarenes teknologiske identitet, er lige siden blevet lavet.
Keramikkens proportioner
Keramiske lerkar er i enhver periode og i enhver kultur blevet produceret i forskellige størrelser og former. Denne variation i størrelser og former tillod arkæologerne at udføre en statistisk fremgangsmåde til analysen af keramiske lerkar. Disse er indordnet fra den numeriske beskrivelse af lerkarets morfologi til anvendelsen af kompleks multivarierende statistik såsom: hoved komponent analyse (PCA), chi-square test, cluster analyse, etc. I alle tilfælde var den forberedende fase, at ’konvertere’ den visuelle form af et givet keramisk lerkar til en streng af numeriske værdier, som kvantificerer afvigelserne af et lerkars vægge fra en normal (cylinderisk) form. De steder hvor afvigelsen starter var reffereret til som 'inflexionspunkter’ anbragt mellem de to vigtigste ende punkter af et lerkars væg: ved dets grundflade og ved dets rend (A. O. Shepard 1976: 226). I de fleste tilfælde, markerer disse punkter begyndelsen og/eller enden af et lerkars ’kropsstykke’: bunden, nedre krop, øvre krop, skulder, nakke, etc. Grunden bag den ’statisktiske fremgangsmåde’ er i de fleste tilfælde doppel-folded: på den ene side, ønskede arkæologen at have en eksakt beskrivelse af det objekt studeret på det givne tidspunkt, som en præcist alternativ til den tekst-baserede beskrivelse, og på den anden side følte han at statistikbrug er DEN bedste måde for typologisk klassifikation. Begge udfald er bundet til at besvare spørgsmålet relateret til den teknologiske identitet af det keramiske lerkar, og i den sidste ende til identifikation af producenten.
Keramiken fra Germania-Slavica studieområdet strækker sig fra at være kun få centimeter høje til store lerkar med højder på over en halv meter. Lerkarenes munding diameter varierer ligeså, med de helt store oppe omkring 17 centimeter. Opgaven ved indsamling og opgaven ved at komme til enighed om standardiserede proportioner er gjort svært på grund af eksistensen af forskellige sub-typer og også på grund af forskellige varianter indenfor den samme sub-type. Følgende målinger (.pdf) kan bruges til den doppelt-koniske lerkar type: lerkarets totale højde, ’krops’ højden, bund diameter, maksimal diameter, nakke diameter, maksimal mundings diameter. Disse og andre målinger kan blive brugt for videre at kreere proportioner eller rationer.
October 23, 2007
